Med kun seks uger til at Danmarks største byggerimesse, BYGGERI’25, åbner dørene til MESSE C i Fredericia, oplever arrangørerne meget stor interesse for messen, der afholdes 18. til 21. marts med overskriften ’Fremtidens Byggeri’.
”Vi plejer at have enkelte ledige pladser i vores busser 14 dage før messestart. Nu er der – et par uger efter vi åbnede for tilmelding - næsten fyldt og helt udsolgt på bussen fra Slagelse,” lyder det fra Ulrik Thorsted, direktør i XL-BYG Grønvold & Schou A/S.
Den store interesse for messen skyldes ifølge Ulrik Thorsted bl.a. en generelt stor og stigende interesse for og nysgerrighed på fremtiden:
“Det går stærkt. Der sker virkelig meget nyt i byggeriet i disse år. Vi er midt i store forandringer på mange fronter, og vi kan mærke, at fagfolkene bare ikke vil gå glip af noget. Det betyder bl.a., at de prioriterer BYGGERI’25 højt. Fordi det er stedet, hvor man faktisk kan møde, se og røre ved fremtidens byggeri.”
Også hos arrangøren, Danske Byggecentre, oplever de den store interesse.
“Vi mærker interessen - bl.a. er der ret heftig engagement omkring messen på de sociale medier. Folk fra hele branchen liker, deler og kommenterer i stor stil - cirka en tredjedel mere i år end tidligere,” siger Palle Thomsen, adm. direktør for Danske Byggecentre, der arrangerer messen, som fremhæver, at nyheder og opslag om BYGGERI’25 er vist over 1,2 millioner gange, mens videoerne er blevet set tæt på 260.000 gange.
”Det er virkelig godt at se det store engagement. Ikke mindst når det overordnede tema for BYGGERI’25 er Fremtidens Byggeri. For det er en spændende fremtid vi, alle kigger ind i. Derfor glæder jeg mig også ekstra meget til at se og høre meget mere på messen om de nyeste og mest innovative produkter og løsninger.”
Fremtidens byggeri på BYGGERI’25
Udover de mange udstillere og spændende nyheder byder BYGGERI’25 også på ’1 times-seminarer’ og ’Mesters time’, hvor eksperter og fagfolk dykker ned i temaer som nye klimakrav i bygningsreglementet, bæredygtighed i øjenhøjde, renovering, genbrug og genanvendelse, nye materialer samt teknologisk udvikling.
”Vi er allerede i en tid med krav om mere effektiv logistik, endnu bedre produkter og løsninger og ibrugtagning af den nyeste teknologi samt ikke mindst cirkulært byggeri. Det er virkelig positivt, at messen er med til at vise de mange fagfolk den udvikling, der sker i byggeriet,” siger Palle Thomsen.
Praktisk information om BYGGERI’25
BYGGERI’25 finder sted fra den 18. til 21. marts 2025 i MESSE C, Fredericia, og er åben dagligt fra kl. 9.00 til 16.30. Det er 20. gang, messen afholdes, og det forventes som tidligere år at samle op mod 30.000 af byggeriets fagfolk og aktører.
For yderligere oplysninger kontakt:
Pressechef: Claus Bendsen
Mail: claus@bendsens.dk
Telefon: 20263296