Efter fire intense dage hvor arkitekter og øvrige projekterende samt konstruktører, elever og håndværkere fra hele branchen var samlet for at se på produkter, løsninger og nyheder fra omkring 300 udstillere er konklusionen klar: Klima, bæredygtighed og dokumentation stod allerøverst på dagsordenen på BYGGERI’25. 

Blandt besøgende og udstillerne gik det igen, at det især er muligheden for at mødes i øjenhøjde, der gør Byggerimessen til stedet, hvor man skal være. Flere udstillere har allerede ønsket at booke stand på BYGGERI’27.

Fra 18. til 21. marts summede MESSE C i Fredericia af udstillere og besøgende. Udstillernes flotte og informative stande var klar, udstillerne selv på plads og de mange besøgende fyldte hallerne med nysgerrighed og kollegial snak med leverandørerne til byggeriet.

Øjenhøjde er afgørende

”Vi er meget tilfredse. Meldingen fra de besøgende og udstillere er indtil videre, at muligheden for at udførende og leverandørerne kan tale med hinanden i øjenhøjde er et alfa og omega ved messen. Samtidig var det tydeligt, at klima, bæredygtighed og dokumentation er øverst på dagsordenen hos de besøgende. Det er blevet hverdag i byggeriet siger,” siger Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre, der arrangerer messen.

Der var også stor interesse for de seminarer og Mesters Time på BYGGERI’25, der handlede om klima, renovering og dokumentationskrav. Det gælder bl.a. Renoverprisens paneldebat med bl.a. Søren Tscherning, der satte fokus på genbrug af byggeelementer og anvendelse af biogene materialer i fremtidens byggeri, samt Mesters Time om Nye klimakrav 2025 - hvad betyder det for fagentreprenører? Med Anders Sørensen, bæredygtighedschef hos Enemærke & Petersen.

Flere har tilmeldt sig BYGGERI’27

”Det er tydeligt for os, at det er unikt, når vi kan samle hele branchen om at se på, prøve og diskutere de nyeste materialer, produkter og løsninger leverandørerne og samtidigt tilbyde seminarer mm. med fagligt relevant viden fra nogle af branchens mest kompetente aktører,” siger Palle Thomsen, der lover at gentage det koncept i 2027, ligesom han fortæller, flere af de største udstillere allerede har givet tilsagn om, at de er med på BYGGERI’27. 

BYGGERI’25 samlede i alt 25.519 besøgende. Det er knap 2.500 færre end i 2023, hvor messen ikke havde været afholdt i fem år. I 2018 var besøgstallet 26.318. 

OM BYGGERI 

BYGGERI-messen er Danmarks største byggerimesse for byggevarer og afholdes hvert andet år i MESSE C i Fredericia. Bag BYGGERI-messen står Danske Byggecentre, der er brancheorganisation for landets byggecentre, trælaster og byggemarkeder. BYGGERI-messen arrangeres i samarbejde med ca. 300 leverandører, som – fordelt på ca. 28.000 kvm. – udstiller produkter og løsninger, og besøges af byggeriets fagfolk fra hele landet.   

For yderligere oplysninger: 

Pressechef Claus Bendsen
claus@bendsens.dk
20 26 32 96