Hele 96 pct. af udstillerne på BYGGERI’25, der blev afholdt i MESSE C i Fredericia fra 18. til 21. marts i år, siger i en evaluering af messen, at de er tilfredse med deres deltagelse. Det samme gælder 92 pct. af de besøgende. Rekordmange besøgende og udstillere (83 pct. og 82 pct.) har desuden allerede besluttet at deltage på BYGGERI’27, der afholdes 9. til 12. marts 2027 i MESSE C, Fredericia.
Tæt på fuld tilfredshed
300 producenter og leverandører udstillede i marts i år på Danmarks største byggefagmesse, BYGGERI-messen, i MESSE C i Fredericia, hvor temaet var Fremtidens Byggeri med klima, bæredygtighed og dokumentation allerøverst på dagsordenen. Og der var travlt i de fire messedage. Over 25.000 fagfolk fra hele branchen var forbi og tilfredsheden med messen var rekordhøj.
Hele 96 pct. af udstillerne på BYGGERI’25 svarer således i en tilfredshedsundersøgelse, foretaget af IFO Institut for Opinionsanalyse for Brancheforeningen Danske Byggecentre, at de er tilfredse med deres deltagelse på messen. Den store tilfredshed med BYGGERI’25 viser sig også blandt de besøgende, hvor 92 pct. er tilfredse med deres udbytte af messen.
”Det er ret vilde tal og meget tæt på fuld tilfredshed. Det bekræfter messens betydning. Ikke mindst som et populært og vigtigt samlingspunkt for hele branchen,” siger Palle Thomsen.
Tilfredse besøgende kommer igen i 2027
Og noget tyder på, at branchen siger ja tak. Hele 83 pct. af de besøgende og 82 pct. af udstillerne siger allerede nu, at de kommer igen i ’27.
Det gælder fx PP Nordica Danmark, der med sin fiberarmering var del af Sundolitts BygMedOs løsning, der modtog Byggeriets Klimapris. På spørgsmålet om, hvorvidt PP Nordica skal med næste gang, svarer adm. direktør Sune N. Olsen således med et rungende: ”JA.”
Messen er afgørende som mødested for branchen, mener Palle Thomsen:
”Det er meget vigtigt, at vi har et sted, hvor producenter og leverandører kan mødes direkte med byggeriets fagfolk, forhandlere og de projekterende og tale om fremtidens løsninger, produkter og muligheder. Det kan de igen på BYGGERI’27.”
Også blandt medlemmerne hos Brancheforeningen Danske Byggecentre, der arrangerer messen, er der stor tilfredshed. Næsten ni ud af ti er tilfredse og bekræfter værdien af, at branchen mødes.
”BYGGERI-messen er oplagt at invitere kunder med på. Fordi vi her kan bruge tid sammen med de professionelle håndværkere, præsentere dem for de nyeste produkter fra vores leverandører og samtidig hente inspiration til, hvilke løsninger vi skal have på hylderne. Messen giver os desuden mulighed for at tale med andre fagfolk fra hele byggebranchen. Den dialog er uvurderlig – og derfor planlægger vi også at besøge BYGGERI’27,” siger Ulrik Thorsted, direktør i XL-BYG, Grønvold & Schou A/S.
Planlægningen er i gang
Hos Brancheforeningen Danske Byggecentre er arbejdet med at planlægge næste messe gået i gang. Datoen 9. - 12. marts 2027 ligger fast og forberedelserne er i gang.
”Ja, vi er i gang lang tid før messestart, så der står allerede BYGGERI’27 i øjnene på os,” siger Palle Thomsen.
OM BYGGERI-messen
BYGGERI-messen er Danmarks største messe for byggevarer og afholdes hvert andet år i MESSE C i Fredericia. Næste gang er 9. - 12. marts 2027. Bag messen står Danske Byggecentre, brancheorganisation for landets byggecentre, trælaster og byggemarkeder. BYGGERI arrangeres i samarbejde med ca. 300 leverandører, som – fordelt på ca. 28.000 kvm. – udstiller produkter og løsninger, og besøges af byggeriets fagfolk fra hele landet.
For yderligere oplysninger:
Palle Thomsen, Adm. direktør for Danske Byggecentre, pt@bdb.dk, Tlf.: 45 80 78 77
Claus Bendsen, Pressechef, claus@bendsens.dk, Tlf.: 20 26 32 96